Fra farmaci til forandring

Kon-Kiki sol - lys grøn

Min historie

Min barnevogn stod under Sydfyns blomstrende syrener i maj 1980, og siden da har livet været én lang ekspedition, skridt for skridt mod det ukendte.

Barndommen bød på skolegang i lillebitte Jordløse, svømning flere gange om ugen og optimistsejlads i Helnæsbugten. Himmel og hav har altid været mine elementer – her lærte jeg tidligt målrettethed, at sætte kursen og stole på mig selv, når jeg navigerede min lille jolle.

På Faaborg Gymnasium blev min passion for kemi vakt af en inspirerende lærer – en oplevelse, der viste mig, hvor stor forskel en engageret formidler kan gøre – en erfaring der fæstede sig i mig: “når jeg engang skal undervise, vil jeg gøre det motiverende og med passion”

Efter studentereksamen fulgte år i Frankrig, kollegie- og studietid med liv og fester– et ungdomsliv, der udviklede sig til voksenliv med arbejde, mand, børn, hus, have og campingvogn.

Mange spændende og udfordrende jobs senere begyndte min egen ekspedition. Uden den store planlægning blev jeg selvstændig, efter at flere virksomheder næsten synkront tilbød mig opgaver. Nu har jeg drevet min virksomhed i mere end tre år – taknemmelig for den store interesse i det, jeg kan bidrage med til pharma-branchen.

Kon-Kiki sol - lys grøn

Som konsulent kombinerer jeg alt det, jeg elsker ved mit fag:
fra undervisning og samarbejde med mennesker, der brænder for det, de laver til strategiske drøftelser og nørdede opgaver som QP-frigivelser og IT-validering .

Campingvognen er skiftet ud med en CamperVan, som fungerer som mit kørende kontorhotel når jeg arbejder i det ganske, danske rige. Men også når jeg er afsted for fornøjelsens skyld, som til oktober, hvor min Van og jeg skal på tur til Italien; 4 uger dedikeret til indre ro og fokus på mine næste ønsker i livet. Samt gelato & espresso + pizza. For, drevet af eventyrlyst og en urokkelig tro på, at alt kan lykkes, fortsætter jeg med at udvikle min forretning. Det næste år uddanner jeg mig til både coach og facilitator, så jeg kan tilbyde endnu mere personlig udvikling – og skabe en unik sammenhæng mellem mit indgående kendskab til pharma-branchen og min passion for at støtte mennesker i at skabe et bedre liv.

Sammen kan vi søsætte det nye, fange vinden i sejlene og styre mod inspirerende destinationer!

Kon-Kiki sol - lys grøn
Kon-Kiki sol - lys grøn

Kon-Kiki • Ud i verden

Kon-Tiki - inspiration til Kon-Kiki Pharma
Kiki på besøg hos Kon-Tiki museet